Maiken Christensen: Interview med maleren åse Højer 1999

Der er højt til loftet og langt til ydervæggene i atelieret på toppen af baghuset på Østerbro, som maleren åse Højer deler med to kolleger. Men hun har også brug for plads. Først og fremmest til sine malerier, både de færdige og de mange ufærdige, de store og de lidt mindre. Til skoven af pensler og skrabetingester, til kludene og de gamle aviser. Til det
hav af farvetuber, som giver maleren Åse Højers tanker, følelser og erindringer mæle. Og til skitserne med strøtankerne og de mange finurlige ting, der sætter sit præg på lokalet og som uden tvivl alle sammen rummer en oplevelse og en vigtig erindring, som hun kan bruge i sit maleri.

For mig giver arbejdet først mening, når der indgår en undersøgelse eller et eksperiment. Ellers er det jo bare en maskinel proces, og hvordan får jeg så fortalt den historie, der er så nødvendig at få fortalt?
Jeg er nemlig overbevist om, at netop i historien finder vi vores fælles menneskelige navlestreng. Det er jo den måde, vi kan orientere os på i forhold til os selv og vores omgivelser – billedet er en uudtalt tanke – en energistrøm – som set, sådan i et lidt større perspektiv, er mit mål for det absolutte maleri. Arbejdet hen imod det bygger på erindringer og erfaringer. Frem for alt skal det være sjovt, spændende og udfordrende at male, ellers giver det ingen mening for mig.

Hvad kendetegner det maleriske univers, du arbejder i? Og hvad er det, der driver værket?
Det er hele tiden er en undersøgelse en “ah-ha-oplevelse”, jeg kaster mig ud i. Og det er farverne, der er omdrejningspunktet. Nogle af mine billeder er disponeret og bygget over temaer, som jeg har lyst til at dreje lidt og give mine egne farver. Normalt starter jeg så med at lægge farven op på lærredet gerne med store armbevægelser. Spørgsmålet melder sig straks: “Hvor langt kan den ene farve strække den anden og hvad fortæller de hinanden?” Og så begynder historien faktisk der, fordi måden jeg lægger strøget op på, inspirerer til det næste strøg og efterhånden kommer så tonerne.

Men det er stadigvæk en historie i farver?
Ja, den starter i farverne, og så begynder jeg at komponere: at søge efter linier og niveauer. Jeg leder ofte efter horisonter. Man kan bruge den metafor, at arbejdet helst skal foregå på grænsen mellem land og hav: præcis der, hvor man slipper, men alligevel har en tå tilbage på jorden eller i vandet. Dér er den magiske linie og lyset er særlig stærkt netop på stregen! Og så arbejder jeg altid i flere planer, for jeg vil gerne have, at man skal kunne gå ind i billedet.

Hænder det så ikke at du slipper horisonten?
Ja, og nej. Men set over en periode afspejler mine billeder nok “en slippen af” horisonten. Tidligere arbejdede jeg med dyr, fugle. Jeg var nødt til at have fugle i mine billeder. Når jeg ser tilbage, er det klart, at det havde noget med mig selv at gøre – mit liv og mine drømme måske. Og det blev så at flyve, for så følte jeg mig let og fri Ð eller i hvert fald følte jeg, at jeg bevægede mig fremad. Fuglen var nok et symbol på bevægelse – og i de år rejste jeg meget og arbejdede også på mit atelier i Spanien i længere perioder. – Så på et tidspunkt begyndte fuglene at flyve væk, og til sidst kunne jeg ikke male fugle længere Рdet var komplet umuligt. De sidste fugle, jeg malede, var på et bestillingsarbejde, og det tog mig uendeligt lang tid at få færdigt. De var simpelt hen fløjet – fuglene. Det var interessant at opleve en så tydelig afslutning på denne “fugle-epoke”. Efter fuglene blev det figuren – ansigtsløse figurer. Jeg arbejdede stadig meget koloristisk, men nok mindre konkret og med ønsket om at opnå større kontrol over farvernes indbyrdes samhørighed og forskelle. Nok slap jeg “horisonten” men det helt abstrakte billedsprog blev det endnu ikke til. I stedet for at bruge geometrisk lukket form, valgte jeg at bruge den harmoniske form, kroppen har – ikke konkret med som objekt med vægt og fylde. Den anonyme form af den menneskelige figur blev udgangspunktet for historien i maleriet. Og sådan er det stadig – af og til får mine kroppe og ansigter identitet andre gange fremstår de som en abstraktion. Med andre ord kan du stadig skimte “horisonten” i nogle af mine malerier i andre er den væk. Nogle gange ender maleriet som et billede af noget og andre gange et billede på noget.

Jeg ved, at du og din familie har haft hus i Andalusien i de sidste 15 år. Hvordan har det påvirket dit maleri og dine farver?
Selvfølgelig har Andalusien påvirket mit maleri meget, både hvad angår farve og indhold, og det skyldes ikke mindst de dramatiske bjerge, det pragtfulde lys, den rene klare luft og den herlige fred. Tidligere oplevede jeg, at når jeg fik billederne hjem til Danmark, virkede farverne utroligt pågående. Når jeg malede dernede, måtte jeg bruge meget rene farver og meget store kontraster for at fremkalde det, jeg
søgte, i motivet. Når billederne så kom med hjem til Danmark, brød de markant med den danske gråtoneskala og stod meget stærkt, ind imellem for stærkt. Men det forhold har efterhånden forandret sig. Jeg holder stadig meget af de stærke farver, men jeg er nu blevet bedre til at tæmme og modellere dem lidt mere – det har ligesom givet lidt mere harmoni i malerierne.

Du mediterer har det betydning for dit maleri, eller er det blot en del af din hverdag?
Meditation er en stor del af mit liv og derved selvfølgelig også forbundet med maleriet. Jeg tror ikke de to ting kan adskilles. Meditationen er en stor hjælp i livet. Den medfører en større koncentration, en større tolerance, og hvis maleriet er gået lidt i “hårknude”, hjælper det ofte at sætte sig hen og meditere i 20 minutter. Så sker det ikke så sjældent, at billedet på det nærmeste hjælper sig selv videre – formulerer sig selv igen.

Hvor kommer det religiøse strejf, der er i mange af dine billeder, fra?
Om jeg er religiøs i traditionel forstand ved jeg egentlig ikke, men det er klart for mig, at det at male er ensbetydende med at søge – og så måske også søge svar på de store og små spørgsmål i livet. Og som tiden går bliver livets store spørgsmål vel mere og mere virkelige for én. Siden er jeg til stadighed løbet ind i de for mig rette mennesker, der har kunnet tilfredsstille min nysgerrighed på dette punkt. Det skal ikke forstås sådan, at jeg har fundet de vise sten. Men jeg føler mig meget tryg netop her, hvor jeg står i dag. Stadigvæk med samme lyst til livet, for det er blandt andet denne lyst, der sammen med nysgerrigheden er drivkraften Ð også i maleriet. For et par år siden deltog jeg i en dejlig udstilling i Øksnehallen i København, “Under Anden Himmel”. Det var en stor udstilling med 80 kunstnere fra hele verden, hovedsageligt eksilkunstnere. Det var vidunderligt at se så mange forskellige udtryk på n gang. På trods af forskellig religiøs og ikke-religiøs observans oplevede jeg en universel energi i mange af værkerne. Når det kommer til stykket, er kærligheden jo den eneste skabende kraft her i livet. Kunst skabes efter min mening gennem kærlighed og kunsten søger sandheden for at finde friheden måske i sidste ende for at finde Gud, det guddommelige eller hvilket ord man nu vælger at bruge.

Hvem er dit store forbillede?
En af mine store “helte” er bl.a. den store maler Edvard Weie. Gennem hele livet forsøgte han at aftvinge farven dens ypperste karakter for derved med enkle strøg at fortælle maleriets historie og stemning. Denne sublime beherskelse af farven kan give mig hjertebanken. Han var en meget stor kolorist.

Hvad er dine kunstneriske visioner, dine mål?
Mine mål er at opnå en dyb forståelse af farvens væsen og få fortalt historien med så enkle virkemidler som muligt. Det er en besættelse at være udøvende kunstner, man er til stadighed besat af, i mit, tilfælde, billeder. Jeg tror at man må prøve at være tidløs i sin tid. Jeg kan ikke adskille mig som skaber og billedet som skaber sig selv – det er meget flydende. Overgangen fra farven til historien er altid meget fin. Det er næsten som at læse en god roman, man tror altid at man aner, fornemmer, i hvilken retning historien vil tage, men så hænder det jo ligeså ofte at slutningen er dejlig overraskende. Sådanne er det også med maleriet, Mine malerier er aldrig serier. Hvert maleri har sin egen personlighed og historie. Så min drøm som kunstner, er fortsat at være nærværende og eksperimenterende. At starte morgenen til tonerne af, f.eks., Aubrûne eller Maria Callas, og så lade de nye store lærreder blive fyldt til deres horisont med følelser og fortællinger – hvad kan man ønske sig mere?